Billeder fra de sidste dage i Azurduy

Historier til billeder fra de sidste dage i Azurduy.

I de sidste dage i Azurduy var der meget travlt. Vi fik heldigvis hjælp fra San Lucas projektet de sidste fem dage.

San Lucas mødte også forhindringer på vejen til Azurduy. En flod (elv) var blevet mange gange større end den plejer at være. De måtte derfor vente to timer til den var blevet mindre, så bilen kunne passere. Se billed nr. 1.	Oversvømmelse paa vej mod Azurduy
Midt i alt det hårde arbejde var der tid til lidt turisme, og vi tog ud til det famøse vandfald (foss), det var dejligt med lidt afslapning. Vi besøgte også vores vaskekones familie, og David (deres søn) sørgede for at vise os deres ællinger. Se billed nr. 2 - 4.	Ole Henrik hjælper Rie ved vandfaldet (fossen)
Turisterne og guiderne i Azurduy	David og ænderne
Derefter var det bare hårdt arbejde med forberedelserne til garagemarked, der skulle afholdes d. 11. marts. På markede skulle sælges alle de ting, som ingen havde søgt om at få. San Lucas gik til den med ærmerne med ærmerne rullet op. På selve dagen var arbejdsfordelingen følgende: Ole Henrik skrap (morsk) dørvagt, Vicky striks (streng) kassedame, Rie og de fire fra San Lucas energiske salgspersonel. Flere hundrede var mødt op. Vi uddelte nummersedler, og lukkede kun fire ind af gangen. Alligevel var der kaos, især i starten. Kunderne var helt vilde og kastede sig begærligt over garagens indhold. Da de første fire kunder kom ud, beklagede de der stod udenfor sig over at der ikke var mere tilbage. Se billed 5 - 10.	Forberedelse til garagemarked
Det ser godt ud	Ole Henrik sikrer ro og orden
Kassemester Vicky	Pøbelen udenfor, kun holdt i skak af Ole Henrik
Rie viser sine manipulative evner
Om aftenen, efter garagemarkedet, holdt vi afskedsfest for Vicky, os og hele IMCC. Rie havde fået en fin chulitahat, med blomster, af hospitalet i afskedsgave, den iførte hun sig i dagens anledning, til stor begejstring for de øvrige festdeltagere. Vi havde inviteret alle byens autoriteter og vores venner, men da ikke alle dukkede op, bestemte vi os for at invitere de nysgerrige bønder indenfor, og der var mange. Maden strakte lige præcis til. I vores velkomst- (afskeds-) tale havde vi en overraskelse til festdeltagerne. De penge IMCC havde tjent på garagemarkedet, havde vi brugt til at oprette et fond så de fattigste i Azurduy kommune kan få behandlig på sygehuset. Der var god gang i festen til der ikke var flere drikkevarer kl. 00.30. Der blev danset i lange baner, Rie og Ole Henrik levede selvfølgelig op til forventningerne og dansede med alle mænd og kvinder. Det var lidt hårdt i længden, så Ole Henrik måtte nyde en øl i baren. Se billeder nr. 11 - 14.	Klar til afskedsfest og donation af garagepenge
Campesinoerne betjenes	Kædedans
Ole Henrik er træt af al den dans, en øl smager godt
En trist del ved at lukke projektet, var at vi måtte aflive projekthunden, Pelle. Han var blevet vores bedste ven i Azurduy. Men Pelle var næsten 12 år gammel og havde mange skavanker. Desuden behandler bolivianere hunde meget dårligere end os, derfor var det ikke aktuelt at give ham til nogen andre. Pelle var nemlig vant til at få kød hver dag, og det gør bolivianerene ikke engang selv. Pelle holdt halen højt hævet til det sidste. Se billed nr. 15 (Vi skal have hund, så snart vi bor et sted hvor det er muligt, og han skal hedde Pelle!)	Nusse Pelle